Klostermølle – Silkeborg (nordtur)

2 dage
(27 km)

2 overbæringer: 1 med vogn og 1 slidske

 

I Klostermølle, hvor Voer Kloster tidligere lå, udgravede klosterets munke for 800 år siden kanalen for at udnytte vandkraften til deres mølleri. Senere har der ligget en papirfabrik, og fabrikkens tørrelade, en 4-etagers træbygning findes stadig. Her er der indrettet udstilling og fugletårn i den fjerneste ende.

På modsatte side ligger Klostermølle Teltplads. Herfra starter jeres kanotur. For at komme videre ad Gudenåen skal man holde til venstre i kanten af Mossø. Efter et par kilometer løber Salten Å ud på venstre side. 500 m oppe ad Salten Å ligger Gammel Rye Teltplads, som er opholds- og oernatningsmulighed. Det er ikke tilladt at sejle længere end Gl. Rye Teltplads, så turen fortsætter tilbage mod Gudenåens hovedløb. Sejl til venstre ved Salten Å’s udløb i Gudenåen for at komme mod Gudensø og Ry. Undervejs ligger Emborg Bro, hvor der er mulighed for rast, her er der etableret gode faciliteter med madpakkehus, toilet og borde/bænke. Hold til højre ved åens udløb i Gudensø – herfra er der ca. 300 m til en flad sandstrand, hvor kanoen kan trækkes op. En sti fører til Øm Kloster.

Gudensø vrimler med fugle f.eks. lappedykker, blishøne, fiskehejre, ænder og den sorte skarv. Langs søbredden vokser mange store rødel, som gerne gror med rødderne i vand. I mange vige ses åkander og vandpileurt – i disse områder samt i rørskovene er sejlads forbudt. Den sidste del af sejlturen til Ry går gennem Ry Møllesø. Ved indsnævringen hertil passeres Holmens Camping, hvor der er mulighed for overnatning og indkøb. Efter yderligere 1/2 times sejlads ankommer man til Ry. Her holdes til venstre, hvor der er toilet, og hvor der i 1998 er etableret gennemsejling under vejen. Efter passage under vejen fortsættes frem til et lille overbæringssted, inden man fortsætter ud i Lillesø hvor Skimminghøj Teltplads ligger. Her kan slås lejr for natten. Der er mange muligheder for indkøb og restaurantbesøg i Ry som ligger 400 m fra teltpladsen.

Man kan også vælge at fortsætte en times tid til Alling Vest Teltplads, som ligger på højre side ad åen. Det er en stor naturlejrplads til rast og overnatning for kanofarere. Her er toilet, borde-/bænke og bålplads men desværre ingen drikkevand. Fra teltpladsen er der flere muligheder for traveture, og den smukkeste går til “Udsigten”, hvor der er en flot udsigt over Rosvig, Julsø og Himmelbjerget. Sejl altid i en af siderne af Julsø (aldrig i midten) og vælg den side hvor evt. vind kommer fra. Her vil der være mest læ. Sejles til højre i Julsø, kommer man bag om Møgelø og Lilleø. Sejles venstre om, kommer man først til en rasteplads i sydøsthjørnet af Julsø. Ønsker man at raste her og gå til Himmelbjerget, skal man trække kanoen på land, da broerne er forbeholdt motorbådene. Efter endnu kort tids sejlads er man ved foden af Himmelbjerget. Landgang sker på indersiden af træbroen på Ry-siden af rutebådenes landingsplads. Det er strengt forbudt at lægge sin kano på rutebådenes landingsplads (betonkajen). Der er nu en herlig vandretur til Himmelbjergtårnet, hvor anstrengelserne belønnes med en storslået udsigt

Fra Himmelbjerget til Silkeborg er der mulighed for at opleve Hjejlen, verdens ældste hjuldamper i rutefart. Ved enden af Julsø i venstre side sejler man ind i Svejbæk-snævringen, hvor Skyttehusets Camping ligger. Herfra er der mange vandreture i skoven. Tillige er der mulighed for landgang til Slåensø fra anløbsbroen fra Borre Sø. Hvis tiden tillader, kan man sejle en tur ind omkring paradisøerne, men det inderste af vigen, Skibsted Vig, må ikke besejles. Har du set “Holger Danskes briller”? Hvor Borre Sø igen snævrer ind, ligger Sejs by på højre side. Her ligger tillige en dejlig rasteplads. Derefter kommer man ud i Brassø og på højre side af søen, umiddelbart efter Sejs by, ligger Silkeborg Kommunes rasteplads “De små Fisk”, hvor overnatning også er mulig. Her er shelters, toilet, drikkevand og bålpladser. Pladsen er omgivet af træbevoksning og der er mulighed for at bade i Brassø. Når søen igen bliver smallere, har man på venstre side indsejlingen til Avnsø – (ved bro nr. 7) via Klüvers Kanal. To små søer smyger sig omkring et næs, og kaldes i folkemunde “Holger Danskes Briller” eller blot “Brillerne”. Videre mod Silkeborg holder man til højre, for snart at sejle ind i Remstrup Å, som er det lokale navn for Gudenåen.
Efter ca. 1 km møder man på sin venstre hånd Gudenåens Camping, Silkeborg (tidligere Indelukkets
Camping), hvor kanoturen slutter. I skal finde skiltet med ‘Ry Kanofart’ og placere kanoerne her.

Nordtur kano:

1. maj – 30. september
Start i Klostermølle, Gl.Rye, Ry eller Silkeborg
1 dag 475 kr. + evt. fragt af kano
2 dage 700 kr. + evt. fragt af kano
3 dage 1050 kr. + evt. fragt af kano
4 dage 1250 kr. + evt. fragt af kano
5 dage 1450 kr. + evt. fragt af kano
6 dage 1575 kr. + evt. fragt af kano
7 dage 1700 kr. + evt. fragt af kano
8 dage 1825 kr. + evt. fragt af kano
9 dage 1950 kr. + evt. fragt af kano
10 dage 2075 kr. + evt. fragt af kano
Gebyr Flerdagsture 25 kr. per kano
Fragt 100 kr. per kano
Gl. Rye Startgebyr 50 kr per kano

Ved ture fra 2 dage kan tilkøbes fragt af din almindelige personbil fra 549 kr.

Alle ovennævnte priser er per kano og inkl. moms samt slutrengøring af kanoer og redningsveste.

Nordtur kajak:

1. maj – 30. september
Start i Klostermølle, Gl.Rye, Ry eller Silkeborg
1  dag 375 kr.+evt. fragt af kajak
2 dage 525 kr.+evt. fragt af kajak
3 dage 725 kr. +evt. fragt af kajak
4 dage 925 kr. +evt. fragt af kajak
5 dage 1125 kr. +evt. fragt af kajak
6 dage 1225 kr. +evt. fragt af kajak
7 dage 1325 kr. +evt. fragt af kajak
8 dage 1425 kr. +evt. fragt af kajak
9 dage 1525 kr. +evt. fragt af kajak
10 dage 1625 kr. +evt. fragt af kajak
Gebyr 25 kr per kajak
Fragt 100 kr. per kajak
Gl. Rye Startgebyr 50 kr per kajak

Ved ture fra 2 dage kan tilkøbes fragt af din almindelige personbil fra 549 kr.

Alle ovennævnte priser er per kajak og inkl. moms samt slutrengøring af kajak og vest.

Translate »