Gudenåens historie

Hvad sagnet fortæller om Gudenåens navn

Der var en ustyrlig fyr, der hed Gudar, der engang røvede en pige i Tinnet Krat, hvor åen har sit udspring.
Han bandt hende til en kærre og ville bortføre hende. For at undgå at eventuelle forfølgere skulle finde dem, styrede han hesten i indviklede sving og slyngninger, da de kørte væk.
Pigens far henvendte sig til en klog mand i Tørring om hjælp til at fange pigerøveren. Først sendte den kloge mand ilden efter Gudar, fordi ilden er hurtigst, men den kloge mand kunne ikke styre ilden og brændte sine fingre. Så måtte han sende vandet! Han kaldte derfor alle bække og kilder sammen, og frådende fulgte denne vandmasse Gudars spor i alle dets slyngninger og rev jorden op, så der blev dannet store dale.
Vandet nåede Gudar ved Randers fjord, og Gudar og hesten druknede, imens pigen - den skønne Else, kom fri.
Og sådan gik det ifølge sagnet til, at Gudenåen blev dannet og fik navn efter den ustyrlige pigerøver Gudar.

Gudenåens historie

Vand er livgivende på mange måder.
Den 160 km lange Gudenå har da også været livsgrundlag for masser af mennesker helt tilbage fra stenalderen.
Gudenåen er født under den sidste istid for 15.000 år siden, hvor isen og smeltevandsfloder dannede tunneldalene.
Dengang løb vandet mod vest og nord. Senere løb vandet den anden vej gennem en række af disse tunneldale.
Gudenåen starter som en boblende kilde i Tinnet Krat på toppen af Den Jyske Højderyg. Ikke langt derfra starter Skjernåen.
Regndråberne kan således beslutte sig til, om de vil på en rejse til Kattegat eller Vesterhavet ved at falde på den ene eller den anden side af højderyggen.

De lange søer udfylder tunneldale, mens andre søer er dannet i såkaldte dødishuller.
De stammer fra store isklumper, der er blevet dækket af jord og herved har holdt sig nogen tid, før de faldt sammen som en is-surprise!

Åerne og søerne har siden Arilds tid været transportvej og spisekammer for gode danske folk.
Desuden blev åens vandkraft udnyttet allerede i 1200-tallet på klostrene og senere til mølleri af forskellig slags.

Den mest naturlige forklaring på Gudenåens navn er vel netop dens guddommelige livgivende værdi.
Man sagde også, at åen var "viet til guderne".

Det fortælles, at man nærmest kunne tage fiskene op med de bare hænder.
Dog er det højst sandsynligvis en skrøne, at tjenestefolk på gårdene ved deres ansættelse betingede sig, at de kun ville have laks et par gange om ugen.

Pramdragerne

Som transportvej var åen uhyre vigtig.
Silkeborg blev til, fordi man kunne få varer til og fra byen ad åen. Papirfabrikken blev bygget i 1845. Derefter voksede Silkeborg op, hvor der før kun var et stort sammenhængende skovområde.
Der blev også flådet tømmer nedstrøms.
I 1861 blev hjuldamperen Hjejlen slæbt op ad åen i et forsøg på at motorisere transporten på søerne. Det viste sig, at pramme, eller kåger, som de også kaldtes, var bedst på åen. Hjejlen kom som bekendt til at sejle på søerne som turbåd.

Pramfarten nævnes allerede i 1400-taIlet.
Det var især tørv og senere mursten og mergel, som gennem mange år blev transporteret på denne måde.
Men med Silkeborgs opståen blev handelen større, også undervejs på ruten.
Livet på kroerne blomstrede op, bl.a. fordi pramdragerne sagde "Opp mæ a pramm og nier mæ æ dram".

Deres liv var dog ikke misundelsesværdigt.
Fra Randers vesthavn blev pramdragerne, eller lejemændene, som de kaldtes, hyret.
Først gik turen med stage og evt. sejl forbi Nørreåen. Så var det på med selerne og ud på bredden for at trække prammen op til Bjerringbro. Her måtte heste overtage arbejdet.
Pramdragerne blev fyret og kunne gå tilbage til Randers. Hele rejsen til Silkeborg tog en uges tid.

Moderne tider

Pramfarten kulminerede omkring 1870 med ca. 200 pramme i fart.
Herefter overtog jernbanen, som i 1871 blev forlænget til Silkeborg, en stor del af transporten.
Teglværkerne og mergelgravene langs åen brugte dog pramme til transport helt op til 1921, hvor Tangeværket satte en endelig stopper herfor.
Tangeværket spærrede også for laksens vandring. Et fiskeeventyr var forbi. De moderne tider begyndte.

Anlæggelse af Tangeværket 1918-21 var et kæmpeprojekt, hvor omkring 50 familier blev tvangsflyttet og flere mistede deres jord.
Endnu flere mistede deres indtjening, da pramfart og laksefiskeri blev indstillet.
Der var tale om en væsentlig strømproduktion også efter international målestok.
I dag er strømleverancen beskeden i forhold til forbruget, men Tangeværket kører fortsat, oven i købet med nye turbiner.

Nogle få år senere blev Vestbirk Vandkraftværk bygget. Også dette værk fungerer i dag. En ny turbine blev installeret i 1992.
For enden af Bredvad Sø ses frislusen og dens hejseværk, som benyttes til at lede vandet ad det oprindelige åløb i nødstilfælde.
Der er nu etableret et omløbsstryg bagom denne, således at fiskene kan passere.

Ry Kanofart © 2017
Kyhnsvej 20 | 8680 Ry | Tlf. 86891167 | ry@kanoferie.dk | www.kanoferie.dk