2 dages tur fra Voervadsbro over Himmelbjerget til Ry

Start på Voervadsbro teltplads, som ligger mellem åen og den tidligere Voervadsbro Kro. padl i langsomt tempo til Vilholt Mølle. Sejl i højre side af åen, da der er etableret fiskestryg i venstre side. Kort efter Vilholt Mølle, er der etableret rast på højre side af åen. Herfra fortsætter åen gennem smalle passager og brede stryg - sejl helst i åens strømrende, hvor åen er dybest. Man sejler gennem en jungleagtig bevoksning, indtil man når Klostermølle, hvor Voer Kloster tidligere lå. Klosterets munke udgravede for 800 år siden kanalen for at udnytte vandkraften til deres mølleri. Senere har der ligget en papirfabrik, og fabrikkens tørrelade, en 4-etagers træbygning findes stadig. Her er der indrettet udstilling og fugletårn i den fjerneste ende

På modsatte side ligger Klostermølle Teltplads. Fra pladsen kan det anbefales at gå en tur op på Sukkertoppen (108 m) for at nyde den flotte udsigt over Mossø og omegn. Turen varer ca. 1 time. For at komme videre ad Gudenåen skal man holde til venstre. Åen er nu blevet lidt bredere og efter et par kilometer løber Salten Å ud på venstre side. 500 m oppe ad Salten Å ligger Gammel Rye Teltplads. Her er det sydligste startsted på Gudenåen for større grupper. Her er også opholds- og oernatningsmulighed. Det er ikke tilladt at sejle længere end Gammel Rye Teltplads, så turen fortsætter tilbage mod Gudenåens hovedløb. Sejl til venstre ved Salten Å’s udløb i Gudenåen for at komme mod Gudensø og Ry. Undervejs ligger Emborg Bro, hvor der er mulighed for rast, her er der etableret gode faciliteter med madpakkehus og borde/bænke. Hold til højre ved åens udløb i Gudensø - herfra er der ca. 300 m til en flad sandstrand, hvor kanoen kan trækkes op. En sti fører til Øm Kloster, der blev grundlagt af cisterciensermunke i perioden 1172 - 1257. I de næste 300 år, indtil reformationen i 1536 kom til Danmark, var det et levende kloster, med stor betydning for sin samtid. Men i 1561 blev Øm Kloster revet ned efter kongens befaling. Arkæologiske fund viser, at nogle af munkene har været læger, samt at klosteret har fungeret som pleje hjem og ikke mindst som hospital. I dag er der i området klosterruin og museum med udstilling af mange spændende fund og klosterhave med eksempler på datidens lægeurter.

Gudensø vrimler med fugle f.eks. lappedykker, blishøne, fiskehejre, ænder og den sorte skarv. Langs søbredden vokser mange store rødel, som gerne gror med rødderne i vand. I mange vige ses åkander og vandpileurt - i disse områder samt i rørskovene er sejlads forbudt. Den sidste del af sejlturen til Ry går gennem Ry Møllesø. Ved indsnævringen hertil passeres Holmens Camping, hvor der er mulighed for overnatning og indkøb. Efter yderligere 1/2 times sejlads ankommer man til Ry. Her holdes til venstre, hvor der er toilet, og hvor der i 1998 er etableret gennemsejling under amtsvejen. Efter passage af amtsvejen fortsættes frem til et lille overbæringssted, inden man fortsætter ud i Lillesø. hvor Skimminghøj Teltplads ligger, her slås lejer for natten, der er mange muligheder for indkøb og restaurantbesøg i Ry som ligger 400m fra teltpladsen

Fra Ry sejles videre gennem Birksø og Alling Å til Julsø. Midtvejs i Alling Å, på højre side,
ligger Alling Vest Teltplads, der er en stor naturlejrplads til rast og overnatning for kanofarere.
Fra teltpladsen er der flere muligheder for traveture, og den smukkeste går til “Udsigten”, hvor der er
en flot udsigt over Rosvig, Julsø og Himmelbjerget. Julsø kan besejles højre eller venstre om, afhængig af vinden. Sejles højre om, kommer man bag om Møgelø og Lilleø, og tæt under land.
Sejles venstre om, kommer man først til en rasteplads i sydøsthjørnet af Julsø. Ønsker man at
raste her og gå til Himmelbjerget, skal man trække kanoen på land, da broerne er forbeholdt
motorbådene. Efter endnu kort tids sejlads er man ved foden af Himmelbjerget. Landgang
sker på indersiden af træbroen på Ry-siden af rutebådenes landingsplads. Det er strengt forbudt
at lægge sin kano på rutebådenes landingsplads (betonkajen). Der er nu en herlig vandretur
til Himmelbjergtårnet, hvor anstrengelserne belønnes med en storslået udsigt.Efter besøget på Himmelbjerget sejles retur gennem Alling å og Birksø ind til havnen i Ry hvor man slutter i vores baghave i bunden af havnebassinet, Der er desuden gode ankomst/afrejse muligheder fra Ry.

Ry Kanofart © 2017
Kyhnsvej 20 | 8680 Ry | Tlf. 86891167 | ry@kanoferie.dk | www.kanoferie.dk